Det startede med en dag i December måned, for 15 år siden.
Amalie og Katrine: Amalies mor skulle ud i byen, og købe ind. Da Amalie og Katrine var inde for at købe ting ind. Kunne Amalie se en mand udenfor, og stod og gemte sig hele tiden. Han gik rundt hele tiden. Han sad ikke ned og han var ikke andre steder, og det var bare som om at han ventede på nogen, Så Amalie venter på at de snart skal hjem, for de har nemlig købt meget ind, og Amalie hun er blevet udmattet, så sagde til hende at hun skulle vente ude i bilen, for hun var så udmattet og træt. De havde købt meget ind, men ikke nok ind endnu. Amalie gik så ud, og hun kunne ikke løbe. Så efter noget tid, så manden hende, og begyndte at udspionere hende. Amalie gik videre, hun kunne ikke se manden, så manden spurtede efter hende, og tog armene rundt om hendes mave, og om hendes mund. Han skyndte sig at trække hende hen til hans bil. Amalie skreg og skreg i bilen, men ingen kunne høre hende, så fik hun tape på munden, og blev kørt hen til et stille sted, hvor der ikke var nogle mennesker. Manden tog et reb om hendes arme, og tog hendes mobil ud af hendes lomme, også tog han hende ud af bilen, og ind i en lille fangekælder, hvor han tog rebet af og tapet af hende, og låste hende inde. Hun fik mad af ham, men ikke så meget. Han så efter hende, hver eneste dag for at holde øje med hende. Manden havde så Kidnappet Amalie. Han bor i et stille sted, hvor der er mørkt. Hans hus er helt lukket, der er næsten ingen vinduer, og det er ret småt. I fangekælderen er der kun et vindue, hvor der er et træ der står i vejen, så man ikke kan se. Amalie prøvede at komme ud, og hun prøvede også at låse døren op med sine lange negle, men det kunne hun ikke. Hver gang Kidnapperen kom ind til Amalie, begyndte hun så at ryste og skrige, for hun var nemlig bange for ham. Hun vidste ikke hvad han ville med hende. Hun prøvede at spørge ham, men det kunne hun ikke, så nogle dage efter, spurgte hun ham stille, han gav intet svar, han ignoreret bare, hun kunne ikke se hans ansigt, fordi at han havde en sort hue på hovedet, og han havde sort tøj på. Hans stemme var mørk, og han var ikke så høj.
Katrine kom ud til bilen, Amalie var der ikke. Katrine begyndte at blive bange. Hun kiggede på legepladsen. Amalie var der ikke, så hun kiggede på den anden legeplads. Amalie var heller ikke der, så hun ringede til Amalies mobil, men der var ingen der tog den, fordi at det var nemlig Kidnapperen der havde den. Så Katrine ville vente på at Amalie ville tag den, men det gjorde hun ikke. Hun ringede flere og flere gange men der var ingen der tog den, så blev hun rigtig bange, hun kiggede i hele byen, men hun kunne ikke se Amalie, hun ledte alle steder, men kunne ikke se hendes lille pige på 12 år. Hun kørte hjem og ringede hjem til Amalies bedste veninde, men de vidste ikke hvor hun var, så hun prøvede at ringe hjem til hendes andre veninder, men de vidste heller ikke hvor hun var, så hun ringede til sin gamle mand som er Amalies far, selvom hun ikke ville tale med ham, så spurgte hun alligevel om han vidste hvor hun var eller om hun var hos ham, men hun var heller ikke der. Katrine gik i panik, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, så hun ville lige ringe til Amalies skole, og de vidste heller ikke hvor hun var. Katrine tastede ''112'', og der var så en politimand der tog telefonen, han sagde ''Ja hallo, er der et problem''. Katrine sagde: ''Min datter på 12 år er væk, vil i ikke være sød at finde hende, pleeease'' politimanden sagde: ''Jo, hvad hedder hun, og hvad er jeres adresse''. Katrine sagde: ''Amalie, og vi bor i Ballerup, Skovlunde nr. 56 '' ''Ok, vi leder straks'' '. Katrine sad lidt i stuen, og var i chok. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.
Politiet var henne at lede i kældere, og skurve, og de prøvede at søge oplysninger. De kiggede i alle mulige farlige steder, også kørte de det sted hvor Kidnapperen bor, og de kunne høre en pige, der skreg i en kælder. De vidste straks at de havde fundet hende, også prøvede de at åbne døren til kælderen, og pigen råbte: ''hjælp'', og det var Amalie. Politiet prøvede at ødelægge døren, og det gjorde de så. De løb hen til Amalie, og tog tapet af fra hendes mund, og rebet af hendes arme, også løb de ud med hende, og ind i politibilen. De kørte hende hjem, så politiet ringede på og, Katrine åbnede døren. Hun blev rigtig glad, for at se sin datter, og hun krammede hende, og kyssede hende, og Amalie blev også rigtig glad, for at se sin mor, og Katrine takkede politiet, og sagde, ''god dag'', til dem.
Amalie og hendes mor, Katrine satte sig ind i stuen, og Amalie begyndte så at fortælle: '' Jeg rystede af skræk, og kunne bare ikke tro det, det var som om det var en drøm''.
Amalie er nu 27 år, og lever godt. Hun har mand og børn. Hendes mand hedder Martin, og hendes pige hedder Maja. Hun har en god uddannelse og det har hendes mand også. Hendes mand er 30 år og hendes pige er 4 år.
